Af Jens Hornsyld
Nogle yttringer om
DEN HELLIGE SKRIFT,
fremsatte af Prof. Theologiæ Dr. H. R. Clausen i Bogen Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatnin, Lære og Ritus,
drøftede af J. Hornsyld, Pastor emer. R. af D.
Kiøbenhavn. 1825.
På min rejse igjennem Provinsjerne til Kjøbenhavn, og ogsaa her have Mange spurgt mig: Hvad tænker De om den Strid, som er op er opkommen i Kjøbenhavn i Anledning af Professor Clausens nylig udgivne Bog? Meget og Mangehaande har jeg hørt tale herom, og en synderlig Befangenhed - man tillade mig dette Ord - har jeg fundet hos Mange. Flere have opfordret mig til skriftlig at yttre mig herom, som jeg undertiden gjorde det mundtlig. Dette vakte hos mig den Tanke: Du kunde maaske gavne ved at offentliggjøre dine Tanker og Meninger desangaaende. Tanken blev til Forsæt hos mig, da jeg i mange Aar har været Præst, og erindrede, at jeg, for en Deel Aar siden, i en ikke ubetydelig Sag, gav min Stemme, og Erfaring lærte mig, at denne Stemme ikke gandske var en Røst i Ørken. Mit Forsæt bestyrkedes ved Haabet, at kunne bidrage til Berigtigelse af de skjeve Domme, jeg oftere hørte. Velan, saa vil jeg, uden hensyn til hvad Andre kan have skrevet om Sagen, tale ikke om hele Bogen, som Hr. Professor Clausen har udgivet; thi den gjennemlæses ikke, end mindre begrundes den af Mængden. Heller ikke vil jeg tale om hvad han lærer om Catholicismens mørke
og Insere Sider; Thi heri tage de Kriste ingen Deel: Overgangen fra Protestantismen til Catholicismen er i det mindste ikke her, at befrygte; men Ved Ligegyldighed for den hellige Skrift, og kun da kunde Mange ledes til den Overgang, naar man protesterede saa længe og i den Grad med de hellige Skrifter og Læren i dem, at der ikke maatte findes Andet i den, end hvad den, denne Støtte og Veileder manglede, og derfor vaklende, Fornuft af sig selv kunde udspinde og lære. Desuden de Udladelser, jeg hørte, angik ikke den Sag; Talen var immer om Striden imellem Grundtvig og Clausen, og altsaa om, hvorvidt Professor Clausens Lære om Protestantismen er ægte christelig, Det er: røber den dybe Ærbødighed for de hellige Skrifter, for Guds sande Ord som den ægte, sande Kundskabs Kilde om Gud og vort forhold til ham, om Guds Villie og Raad til vor Salighed, eller den sande Saliggjørelses Orden. At undersøge dette er vist vigtigt, især naar man tager hensyn til Forfatterens mangehaande Kundskaber, hans
ualmindelige Aandegaver, hvorom hans Bog vidner, og tillige tager hensyn til hans Stilling i Stat og Kirke. Jeg har, under Læsningen af hans Bog, beundret ham for den, for hans alder, sjeldne Kundskabs Mængde, han der giver Prøver paa, for det skjønne Foredrag, og den kunstige Dialectik, hvorved Læserne ofte holdes i Uvished om hans sande Mening: Jeg underskriver ikke Professor Clausens Lære om Bibel og Christendom. Jeg kalder den ikke ægte chistlig. - Jeg skal ikke, for at bevise det, gjennemgaae hele Bogen, en upartisk (det er jeg mig bevidst) Analyse af et enkelt Stykke i Bogen skal, mener jeg, godtgjøre min Paastand.
(her følger så Stykket som analyseres og som jeg ikke vil oversætte nu).