Martin 2003
Martin 2003
Halsnæsposten 20. jul. 2005 - 09:27
Panserinfanterist Martin Hornsyld er klar til endnu seks måneders indsats i et af verdens brændpunkter. foto:
Af Anders Nordstrand
HUNDESTED: Klankrige, vejbomber, ulidelig varme, sandstorme, endeløse patruljer i ørkenen hører til hverdagen for den 25-årige overkonstabel Martin Hornsyld, når han om få uger forlader hjembyen Hundested for at flytte ind i sit nye “hjem”, den danske militærlejr ved Basra i den meget fattige sydlige del af Irak.
Den unge overkonstabel og panserinfanterist kender allerede turen efter et halvt års udstationering frem til april i år.
- Hvorfor tager du af sted igen?
- Jeg vil gerne være med til at hjælpe den irakiske befolkning, der er hårdt ramt efter krige og mange års diktatur. Navnlig i det sydlige Irak er der lang vej igen med genopbygningen, fordi landsdelen blev ladt i stikken af Saddam Hussein efter Golfkrigen, hvor befolkningen gjorde oprør mod diktatoren. Med lidt hjælp udefra har indbyggerne muligheder for en god fremtid, da det på mange måder er et rigt område. Vi er med til at sikre genopbygningen og forsøger blandt andet at beskytte de folk, der er i gang med at udbedre skaderne efter flere års krig. Området er jo nærmest bombet tilbage til stenalderen.
-Det er mit indtryk, at de danske soldater er respekterede, for vi har et godt forhold til mange mennesker ude i lokalområderne, hvor vi ofte snakker med folk under vores patruljer. Langt de fleste betragter os som deres venner.
- Jeg ønsker at gøre noget godt, men går også efter spændingen og samtidig giver lønnen mulighed for en rimelig solid opsparing. Den er god at ha´, siger Martin Hornsyld.
- Har du oplevet nogle farlige situationer?
- Egentlig ikke, for jeg har været på orlov de par gange, mine kammerater har været ude i rigtige kamphandlinger i Irak. Den ene episode foregik ved juletid ude ved en landsby, hvor en gruppe danske soldater holdt øje med to klaner, der var begyndt at skyde på hinanden. Det hele var startet med, at en dreng var løbet ind på naboens mark for at hente sin ko. Drengen var blevet skudt, og den klan han tilhørte, ønskede hævn.
- Den anden episode var, da én af vores bilkolonner var tæt på at blive sprængt i luften på en vej. Heldigvis var vognene nået forbi, inden vejbomben sprang. Uoverensstemmelser mellem klaner og vejbomber er netop nogle af de ting, vi er meget opmærksomme på, fortæller Martin Hornsyld.
- Man ved aldrig, hvornår helvede bryder løs - det hører med til jobbet, men vi gør en indsats for en fredelig genopbygning. Der er efterhånden fået gode lokale kontakter, som frivilligt fortæller, hvis de har fået nys om eksempelvis våbenlagre. Det er en stor opgave at rense et område størrelse Danmark for våben. Der er mange våben i omløb, og dem vil vi naturligvis gerne have fingrene i.
- Samtidig er det en stor opgave at hjælpe med opbygningen af det lokale politi, der jo skal sørge for ro og orden frem over. Mange unge er interesserede i at være politifolk, men det holder jo ikke, hvis de bare får stukket en uniform og en pistol i hånden. De skal uddannes til at tackle forskellige situationer og være neutrale i forhold til blandt andet klanrelationer. Det vil tage en del år, før landet er genopbygget, jeg håber at Danmark fortsat vil deltage i arbejdet. Jeg vil i hvertfald gøre en indsats, understreger panserinfanteristen fra Hundested.
I februar 2006 er Martin Hornsyld færdig med Forsvaret efter at have stået til rådighed for Danmarks Internationale Brigade flere år. Han er egentlig udlært skovhugger, men nu har han helt andre planer for fremtiden:
- Jeg vil gerne på højskole for at opgradere mine boglige færdigheder. Bagefter vil jeg gerne være strømer!
Følg med i avisen
Martin Hornsyld påtænker at sende breve til Halsnæs Posten, så avisens læsere kan følge med i hans og kammeraternes bedrifter i Irak de kommende måneder.
Halsnæsposten 4. okt. 2005 - 16:08
Martin Hornsyld (forrest) og hans kolleger gør klar til endnu en patrulje fra basen Camp Danevang ved Basra. foto:
HUNDESTED/DANEVANG: Panserinfanterist Martin Hornsyld fra Hundested er atter tilbage i Irak. Her et udpluk af hans dagbog fra de første uger i landets sydlige del ved Basra.
13. august: Ankomst til Irak.
Efter fire måneders træning har vi endelig nået målet. Turen gik fra flyvestation Karup i Jylland til Kuwait, hvor vi blev modtaget af en eskortestyrke, der skulle transportere os til basen - vores hjem i de næste seks måneder. Varmen er voldsom, ca. 49 grader i skyggen.
Vi blev kørt i turistbusser til den irakiske grænse, hvor danske soldater stod klar til at eskortere os videre, men først skulle vi iføre os vores fragmentationsvestee og hjelme samt lade op i et magasin. Eskortens befalingsmand forklarede, at vi var “pakken der skulles fragtes” og hvis vi blev angrebet, skulle vi bare dukke hovederne og lade dem kæmpe. Ok, helt i orden, for vi havde været på vej i seks timer og var ved at blive ramt af varmen. Senere blev vi indkvarteret i teltlejren Beduin Camp, en akklimatiseringslejr vi skal bruge de næste 10 dage, både for at tilpasse os varmen og fordi den danske lejr Danevang ikke kan rumme dobbelt personel.
Vi er hold 6 og skal senere erstatte hold 5. 10 dage med engelsk morgenmad: Bacon, pølser, baked beans, pandekager, her mangler ikke noget.
Vi løbetræner lidt i de mørke timer, fordi alle lider i varmen.
Inden vi kom til Camp Danevang mødte jeg én fra Hundested Rugbyklub - Elo - som er en af mine buddies. Han har været her på hold 5, så verden er ikke så stor som man tror.
15.-16. august: Kamptræning.
Op kl. 06, tre kilometer løbetur, derefter nogle timers hvil, før vi træner bykamp. Det kostede fire liter vand at træne en time, drengene og jeg selv havde gennemsvedt kampdragt, frag-vest og drukket alt medbragt vand - det var så nok træning for i dag. Vi overtager skydebanen med et par officerer på slæb. De skulle overvære skydningen for at se, hvordan de skal opbygge skydesikkerheden.
Tre punkter på banen skulle gennemføres, bl.a. sidder man af bilerne ved beskydning og besvarer ilden, mens bilerne kører i dækning, hvorefter gruppen rykker tilbage. 100 meter tilbagerykning lyder ikke af meget, men med alt grej på (basis 10 kg, frag-vest 6 kg, gevær 6 kg plus hjelm) i 45-49 graders varme, tager det pusten fra alle.
Op i bilerne igen og videre til næste punkt: En IED-eksplosion (Improviseret Eksplosiv Device/dims), hvor den ene bil gøres ukampdygtig, så man bliver tvunget til at tage kampen op på et sted, man ikke selv vælger. Så gælder det om at finde dækning i ørkenen og tilkalde forstærkning. Efter øvelsen snakkes det hele igennem og eventuelle fejl rettes.
Under denne skydning gik en mand “ned” p.g.a. varmen, han blev hentet af sanitetsfolk og behandlet for hedeslag og væsketab. Alle inklusiv mig selv var på dette tidspunkt stærkt pressede både med hensyn til varmen og væskeindtagelse.
Jeg fik et hedeslag, da vi gjorde bilerne klar til at køre tilbage. Efter en tur i skyggen med kolde omslag på hals, ankler og håndled fik jeg det meget bedre. På hjemturen meldte en kammerat, at han havde det dårligt, og han var næsten besvimet, inden vi fik stoppet vognen. Gutten kom til sig selv efter fem timers lur.
17. august: Vejbombe.
En af vores grupper var ude på en fælles patrulje med hold 5, da de kørte på en IED, heldigvis ingen tilskadekomne. Tænk jer at blive ramt af en vejbombe fem dage før, man skal hjem...dårlig afslutning. For os på hold 6 betød det, at vi jo ikke er her for sjov og at vi hele tiden skal være på forkant med situationen.
21.-23. august: De første patruljer.
Vi har nu overtaget panserkøretøjerne og kører eskorte for cimic-folk (civilt/militært samarbejde). Vi skulle køre dem ud til områdekommunen for at hilse på og fortælle, at de er de nye folk. Vi stod vagt i to
timer, det er nogle af vores mest almindelige opgaver frem over.
Nogle kammerater og jeg blev indlagt med maveforgiftning fem dage efter at have nydt en lokal falaffel - aldrig mere lokal mad! I den periode er sket følgende: Et af vores Piranha panserkøretøjer væltede og fire mand blev lettere skadet, mens en mand brækkede et kindben.
En patrulje kørte på en vejbombe, to mand blev lettere såret. Det var en gruppe fra min deling og jeg har fået snakket med alle. De er ved godt mod.
28. august: Bombeberedskab.
På grund af IED-truslen udføres specialopgaver for at cleare de veje vi kører på og pågribe personer i gang med at montere vejbomber. Vi har besøgt den lokale politistation og snakket med chefen, måske havde han nyt til os eller havde brug for vores hjælp. Hvis de “store banditter” er på spil, vil politiet gerne have hjælp fra de multinationale styrker. Det var ikke lige sagen i dag.
5. september: Hold hovedet koldt.
Der har været adskillige patruljer siden jeg sidst har skrevet, ellers intet nævneværdigt. I dag er blevet brugt på alarmøvelse og angrebsøvelse. En stille dag uden de store udfordringer. Dog er englænderne røget på en vejbombe ved Basra og de kom rimelig slemt til skade. Det gi´r en lille reminder om at være skarp, når man er ude og at holde hovedet koldt.
PS. Martin Hornsyld sendte sin dagbog til redaktionen for to uger siden og har derfor ikke omtalt den voldsomme episode lørdag i Basra, hvor en dansk soldat blev dræbt af en vejbombe, mens to andre blev såret. Redaktionen.
Halsnæsposten 9. nov. 2005 - 09:32
IRAK-DAGBOG: Panserinfanterist Martin Hornsyld fra Hundested skriver om den tilspidsede situation i Irak og om bombeangrebet, der dræbte en kammerat
De danske styrker viser flaget i Irak. Her på patrulje ved Basra.
Uddrag af Martin Hornsylds dagbog fra militærbasen Camp Danevang ved Basra i Irak:
7. SEPTEMBER. DÅRLIGE TEGN. Som en form for optrapning var børnenes stenkast taget til. De var blevet mere aggressive med deres kast, dog er det stadig kun i de fattigste områder at det sker, men det sker trods alt, hvilket i sig selv er et dårligt tegn.
Vores eneste våben mod dem på det område er at fange dem og få dem hjem til deres forældre, som har en lidt anden indgangsvinkel på opdragelse, end den almindelige dansker har.
8. SEPTEMBER. VEJBOMBE OG SKYDERI. Min gruppe og jeg skulle på en almindelig patrulje denne dag. Vi var kørt et godt stykke mere nord på end vi plejer for netop at komme ud til randområerne, så vi også får vist flaget der. Vi kørte, som vi plejer midt på vejbanen for at være så langt fra siderne som muligt under kørslen, så vi er svære at ramme med vejsidebomberne. Da vi var kommet frem til første destination, sendte vi vores fodpatrulje ud.
Denne dag var jeg kører på bilen, det er nærmest en af mine faste pladser. Så de to kørere og to sikringsmænd bliver tilbage på bilerne med vognradioerne, så man har kontakt til lejren og hurtigt kan komme vores kammerater til undsætning hvis nødvendigt.
Grunden til de afsiddende patruljer er jo også at man kommer nærmere på lokalbefolkningen, man prøver at virke så fredfyldt som muligt, selv om man er pakket med 20 kilo grej. Gutterne luntede rundt i området et stykke tid og kom tilbage uden noget nævneværdigt at fortælle.
Gruppen skulle nu til den lokale by Al Harta, som er vores prioriterede by en god halv times kørsel væk. Det hastede ikke, så jeg kørte omkring 60-70 km/t som bagerste køretøj, da der pludselig var en kæmpe eksplosion ca. 25-30 meter bag os. Først var det som at holde stille før der kom gang i bilen, den fik fuld gas de næste 400 meter, hvor vi steg af bilerne og sikrede os. Vi var blevet ramt af en vejsidebombe. Efter det gik tiden hurtigt, vores sergent fik befalet sikringsretninger og efter det skulle vi kikke os selv og vores buddy efter for sår og skrammer. Ingen var blevet ramt (heldigvis).
Kørerne fik kikket bilerne efter - heller ingen skader der. Pludselig begynder et større skyderi, alle ryger ned på maven og ser i deres udpegede retning for at finde ud af, hvorfra der skydes. Det er nogle lokale vagter 50-100 meter fra eksplosionsstedet, der skyder væk fra os, samtidig med at de kommer under beskydning fra irakiske soldater, der var kommet ud af det blå.
Vores standardreaktion er at spærre vejen i begge retninger for at sikre at andre ikke kommet til skade, da dem der laver de bomber sagtens kan finde på at lægge to bomber ved hinanden. Grunden til at bomben sprang bag os skyldes en rekvensforvrænger, vi har i en taske. Den taske skulle jeg have på sammen med min buddy, fordi vi skulle op til den anden ende for at spærre vejen af og for at se, om der var mulighed for at finde bombemanden.
I modsatte side af vejen var et andet makkerpar på vej. Vi skulle af sted samtidig og gå i en bue på 200 meter uden om eksplosionsstedet. Under frem rykningen skal den ene person også kikke efter ledninger, der kunne gå fra bombestedet og ud i terrænet hvor vi gik. På nuværende tidspunkt var alle folk kommet ud af deres huse langs vejen og så det besværliggjorde observationen meget, den skyldige kunne nemt være sluppet væk. Da vi nåede den anden ende, havde en britisk gruppe allerede spærret af. Nu bestod opgaven bare i at få folk væk fra sprængningsstedet, så vi kunne sikre beviser til bombeeksperterne.
9.-17. SEPTEMBER. FLERE BOMBER. De forløbne dage er gået med patruljer og eskorte af folk til civilt/militært samarbejde. Der meldes om forhøjede bombetrusler mod alle multinationale styrker. Truslerne har ikke på det tidspunkt rykket ved vores rutiner eller vores måde at handle på, så vores dagligdag er så normal som den nu kan være.
Dog er der blevet fundet er ordentlig omgang vejbomber af det lokale politi. Der er også sprunget nogle bomber ved vores base. Den ene var placeret i et kamelkadaver i vejrabaten, så de ramte englændere havde ikke kun fået sprængstykker i ansigtet men også fået kamelrester smurt ud over sig. Det skete på en af vores hovedruter og er et sted, vi passerer rigtig mange gange .
1. OKTOBER. SORG I LEJREN. Dagen startede fredeligt med at jeg skulle modtage formanden fra konstablernes fagforening, da jeg er kompagniets tillidsmand. Dagens patrulje var sat til kl. 15, men dette ændrede sig brat, da gruppen og jeg fik at vide, at vi skulle på køretøjerne hurtigst muligt, fordi der var gået en vejbombe på en dansk patrulje og oven i købet på en gruppe fra vores kompagni.
Normalt er lejren på 6 timers beredskab , men det lykkedes at være fuldt pakket og kampklar på 15 minutter i denne situation. Vores kompagnichef forklarede at situationen var kritisk: en var død, to hårdt sårede og en let såret. Jeg har aldrig haft det så dårligt før, stemningen var trykket og alle stod faktisk og kiggede ned i jorden, specielt svært var det at se over på 2. deling, for det var en af deres grupper, det var sket for.
Folk stod i egne tanker. Det er svært at beskrive alle disse tanker, hele tiden kommer en masse information, og man tænker på at man faktisk ikke kan hjælpe i situationen.
Folk stod i egne tanker. Det er svært at beskrive alle disse tanker, hele tiden kommer en masse information, og man tænker på at man faktisk ikke kan hjælpe i situationen.Jeg kan ikke rigtigt sætte tid på, for man er begyndt at tænke på at vores gruppe faktisk skulle have kørt der timen efter og vores anden gruppe kunne have kørt der før dem, det skete for - skæbnen holdt dem tilbage. Der var meget stille, og efter vi havde fået de første par oplysninger om skadernes omfang ville min deling lige sætte os sammen, så vi kunne diskutere sagen igennem.
Jeg fik kvalme, drengene blev stille og man trak sig ind i sig selv for at reflektere. Jeg kan ikke rigtigt huske forløbet efter det, ikke andet end det var blevet bekræftet, hvem der var død og bagefter blev bataljonen samlet ved flagstængerne for at sætte flaget på halv.
Jeg kendte den afdøde. For to måneder siden havde vi sprunget faldskærm sammen i Tjekkiet, da vi stod til flagsænkningen havde jeg kvalme og var ked af det. Der blev ikke sagt et ord, mens vi ventede på at alle var til stede, næsten alle 550 mand var samlet den eftermiddag og man kunne have hørt en patron falde i gruset. Kun flagenes blafren kunne høres svagt. Et minuts stilhed, mens flaget gik på halv stang.
2. OKTOBER.EFTERTANKE. Bataljonen besluttede at være meget åbne om ulykken, og jeg tror at I har set flere billeder og nyheder om det, end jeg har. På en eller anden måde var nyhederne der hurtigere end noget andet og når sådan noget sker, så lukker man alle internetforbindelser og telefoner indtil alle pårørende er underrettet.
De efter følgene dage var det meste arbejde indstillet, og de andre kompagnier tog meget af vores arbejde, og det skal de have stor tak for. Jeg overvejede, hvad fanden jeg lavede hernede og hvorfor man melder sig til sådan noget her. Jeg og min kammerat var her også på hold 2 og vi kan se, at der er kommet forbedringer og at samfundet faktisk er på vej frem, dog langsomt. Man spørger sig selv om, hvorfor blive ved, når der åbenbart er nogle der ikke værdsætter ens arbejde, svaret kom dog. Jeg er dansk soldat, der er ansat til at løse en opgave - det gør jeg til trods for at nogle folk prøver at slå os ihjel. Man skal hjælpe sine venner til at løse deres opgaver, det er ikke dansk kultur at give op, fordi noget er begyndt at gå én imod.
Det kan lyde som noget propaganda eller en heltetale, men RESPEKT for ens kammerater og kolleger gør, at man fortsætter. Danmark skal ikke hjem før opgaven er løst, at sende danskerne hjem nu er at spille fallit.
6. OKTOBER. BOMBEMÆND JAGES. Den danske bataljon har besluttet at undersøge området ved ulykkesstedet, fordi vi havde fået meldinger om at folk i området stadig var i gang med at producere bomber. Vi var støttet af to britiske kompagnier, som skulle hjælp med opgaven, så vi var næsten 600 kampsoldater i gang med opgaven.
Det varede over en hel dag, hvor vi var inde i de fleste huse i området, desværre fandt vi ikke det, vi ledte efter. Til gengæld fandt vi adskillige AK47 geværer og diverse pistoler, som folk har i deres hjem, dette er dog ikke ulovligt, desværre. Det viser dog civilbefolkningen, at vi slår ned når de laver sådan noget - personligt tror jeg bare ikke, de er imponerede, før man stikker sin skyder op i næsen på dem.
10. OKTOBER. PROVOKATIONER. Konsekvenserne af ulykken er blandt andet at vi i vores område skal køre i panserdåser, altså PMV´er, og det hæmmer os desværre meget. Det vil sige minimum tre panserdåser og 30 mand og der bliver ikke bare kørt blindt ind på broer og andre flaskehalse. En del problemer har vi dog, tidligere var der børn som kastede sten efter os, når de danske styrker var kørt forbi, dette sker dog udelukkende på opfordringer fra de voksne og normalt bliver der ikke gjort noget ved det.Når vi kan få fat i børnene er det en fornøjelse at give dem til deres forældre, når vi har tolk med og forklarer at vi ikke er helt tilfredse med deres stenkast. Så får de en omgang røvfuld. Men hvordan skal vi nu forholde os over får de børn, der gør grin med ulykken og tager pis på os, hvad gør vi med dem? Det er frustrerende at vide at det er nemt at fange de små fjolser og give dem den røvfuld, de har fortjent, vel vidende at de gør noget uden omtanke, fordi de er blevet opfordret til det af de få voksne, der er imod os og måske tilbyder dem 1 dollar, som er mange penge for dem. Hvad gør man ved dem? Det er et af de store spørgsmål, vi kæmper med lige nu .
Vores tålmodighed over for de folk, som hele tiden afprøver vores grænser er også blevet mindre, men kan man bebrejde os det eller skal vi holde den professionelle distance over for noget så småt, selv om det er en af vores kammerater der er død og tre andre er hårdt sårede?
15. OKTOBER. DEN STORE VALGDAG. Vi var kommanderet ud til en irakisk kaserne for at være klar til at støtte de irakiske soldater og politifolk ved eventuelle problemer. Men kun hvis de bad om hjælp, vi skulle være så usynlige som muligt, så de lokale kunne stemme som de nu en gang vil uden at skulle være bange eller betrygget ved vores tilstedeværelse.
Natten før valget kørte vi til kasernen ved Al Harta for at oprette bevogtningsområde. Der skete ikke noget hele dagen, vi lå og læste og ventede, men intet skete. Hen omkring aften var der lidt fyrværkeri fra de små beboelser omkring lejren. Dagen var blevet erklæret for den mest fredelige dag i Irak siden invasionen.
Da vi vi kørte tilbage til Camp Danevang sprang en vejbombe midt i kolonnen lige foran det køretøj, som jeg kørte bag. En lituaisk vogn var snittet af sprængstykker. Køreren havde fået slået sine kørebriller af, og dem der stod op i lastlugen bag tårnet blev trykket ned i vognen af luftrykket.
Bomben sprang ca. 50 meter foran mig, jeg klodsede bremsen på min pmv og og smed rampen ned, så drengene kunne komme ud. De fik sammen med litauerne dannet en sikringsring og fik hurtigt fastholdt de folk, som stod i nærheden. Alle gik i stilling og pmv´erne kørte i stilling med front mod de små side sideveje for at sikre mod et opfølgende angreb.
Dog havde bombemændene valgt den forkerte kolonne at prøve at sprænge. For det første var de fleste køretøjer tungt pansrede og desuden var det et panserinfanteri kompagni, de valgte at lege med, så på to sekunder var 140 folk i stilling med tunge våben: 15 kaliber, 50 håndgranater, fosforgranater, bazookaer, bæltekøretøjer, tre helikoptere og meget mere.
Der skete bare ikke mere, men pulsen kørte, man var klar - og så kom stilheden. Heldigvis ingen tilskadekomne.
16. OKTOBER. JAGTEN FORTSÆTTER. Der er nyt om bombefolkene fra den 1. oktober. Allerede på dagen for informationerne blev der lagt planer om at fange og få tilbageholdt disse folk. Det er blevet fortalt at de boede lige syd for Al Harta halvøen og at kompagniet derfor skulle opstille vagter langs floden, der adskiller de to bydele.
Min gruppes opgave var at finde et sted langs floden, hvor vi kunne holde observation på den modsatte side. Problemet var bare at hele kanten er bebygget og at de lokale sover udenfor. Vi måtte der for snige os af sted langs vandet og vejen for at finde stedet.
Det foregik i folks baghaver og så tænker I, at dette er da forbudt, men da vi opererer på noget som kaldes “freedom of movement” fra den irakiske regering, fungerer vi lige som politiet og kan derfor bevæge os over alt, hvis det tjener et formål. Det bedste sted, vi fandt var i en baghave med masser af siv ned til vandkanten. Vores gruppefører fandt et godt sted at sidde, mens tre andre sikrede haven, her lå fire mennesker og sov foran mig i de to timer, vi var der. De andre fire var ved køretøjerne ikke langt fra os. Beboerne opdagede os ikke, men sov sødt.
Der har efterfølgende været fire natoperationer efter stikkere i lokalsamfundet har fortalt, hvem der har gjort det eller hvem, der kender til det, så den danske battery group har haft meget at se til samt undertegnede. De danske opgaver består som regel i at sikre de bygninger, briterne går ind i samt sikre indfaldsvejene, så de ikke bliver luremineret til tilbagetrækningen.
Den seneste opgave handlede om en eftersøgt mand efter Najaf-urolighederne, hvor det gik ud over amerikanske styrker. Han var på et tidligere tidspunkt flygtet til Iran, før en anholdelse på kunne finde sted, så det var rart at endelig at fange ham sammen med briterne.
24.-28. OKTOBER. SNART ORLOV. Kompagniet har lavet vores operative mønster om for at mindske stresset på vores deling, der havde ansvaret for Al Harta. Vores deling har haft et par stille dage her på slutningen af måneden, ganske rart og en god måde at ende dette brev på.
Den deling, der mistet de mange folk er også ved at være fyldt op igen, så de også snart er fuldt operative som os andre. Det er også relativ kort tid til min orlov i november, hvor jeg skal hjem tre uger. Det ser jeg meget frem til. Alt godt for nu.
Martin Hornsyld afslutter sin tjeneste i Irak om et par måneder.Efter bølgen af bombeangreb kører de danske soldater kun i pansrede køretøjer.
HUNDESTED/BASRA: Under overskriften "Villys Drøm" fortsætter panserinfanterist Martin Hornsyld, Hundested, sine dagbogsskriverier fra den danske militærlejr i det sydlige Irak. Det handler om drømmen om det frie Irak, men det kan have lange udsigter, skriver Martin Hornsyld:DECEMBER 2005.: EN ROLIG TID Det er nu ved at være en måned siden, jeg kom fra orlov hjemme i Hundested, og situationen her i Basra er meget rolig. Vores situation med de lokale indbyggere er stadig uændret: Nogen kan ikke li´ os, andre kan. Dog er vejside-bombeangrebene hørt op, for der er ikke sprængt bomber hernede, siden jeg er kommet tilbage. Enten har vores tidligere operationer båret frugt, eller også er vi så heldige, at de er ved at løbe tør for krudt.
Siden den 6. december har vi haft to operationer, hvor vores primære opgave var at fange formodede forbrydere. Mit kompagnis opgave var at stille sikkerhed for de britiske militærpolitifolk, der stod for anholdelsen. Altså, vi kommer i stort antal og sikrer alle udfaldsveje samt omringer huset.
Vi får skytter højt op med god udsigt, og vi leverer sanitetsfolk - og hvorfor gør vi så det? Fordi vi er i det danske operationsområde Al Hartha, og dermed er det vores ansvar.
Vi stiller også med folk til at gå ind i huse, såfremt beboerne ikke åbner frivilligt. Det skal lige nævnes at alt dette i forvejen er godkendt af irakiske dommere. Den første gang fik vi ikke fat i fyren, vi var ude efter, da han var taget til Falujah til sine fætre. Falujah er et af de steder i Nordirak, hvor amerikanerne mister flest folk. Hvad han skulle dér, er der ingen der ved, og han er stadig eftersøgt.
HJÆLPEARBEJDE: Efterfølgende har den danske bataljon reageret på de lokales brokkeri over, at vi intet gør for dem, og at de mangler både vand og strøm. Hertil skal det siges, at det er jeg lidt kold over for, da jeg tidligere har haft til opgave at bevogte højspændingsledningerne, fordi folk river kablerne ned og sælger dem. Så strømproblemet er de selv skyld i.
Dog har bataljonen været med til at renovere rigtig mange generatorer rundt omkring på de forskellige værker og samtidig er der leveret vandbeholdere til alle skoler og hospitaler i vores ansvarsområde. Desværre er dette jo ikke synligt for alle de lokale, som jo ikke direkte nyder godt af disse projekter.
Lokale sheiker har også droppet det meste samarbejde p.g.a. af vores såkaldte "Saddam-metoder". De bryder sig ikke om vores anholdelser, som foregår midt om natten for at holde lav profil. Derfor ønsker sheikerne folkene sat fri, da de er taget på "unfair måder". Desværre for dem, er der direkte beviser mod dem, f.eks. folk der har produceret og lagt bomber eller handlet med våben.
Så kan man tænke, at de måske har ret, for vi er jo danske soldater med pansrede køretøjer og en masse soldater - burde vi ikke kunne foretage disse operationer i dagslys i en bydel, som har flere håndvåben end det samlede danske forsvar? Nej, det vil ikke være forsvarligt, og det vil også genere deres dagligdag mere, hvis vi kommer om dagen. Det vil vække større opmærksomhed, men så langt tænker de jo ikke.
VILDT SKYDERI: En aften stod vi på et observationstårn ved hovedvej 6, og lige pludselig blev der skudt over alt i byen: Det larmede fra flere hundrede skydevåben, så vi gjorde straks klar til at imødegå et angreb.
En af de lokale tolke kom over og sagde, at vi bare skulle slappe af, for Irak havde lige vundet over Syrien i fodbold. Derfor blev 300-400 håndvåben, rifler og endda tunge maskingeværer affyret op i luften af lutter glæde. Danske hooligans - gå hjem og læg jer! Vi stod med pulsen i vejret og så flere tusinde lysspor fræse over himlen.
En af de lokale sheiker har ikke helt skåret forbindelsen til os, så ham vil vi gerne forstærke samarbejdet med. Den danske bataljon lover at stille maskiner til rådighed, hvis han kan stille folk til oprydning
Bevæbnet med skovle og sorte sække begynder de lokale i området at samle skrald, dog vil det have hjulpet betydeligt mere med en rendegraver, men det er da en start. Efter to fyldte lastbiler med affald, kalder sheiken det for en dag. Bataljonens idé med dette er, ud over at det bliver renere i deres lokalområde også at få lavet nogle opgaver, der er synlige, så de kan se der er fremgang. At de så igen kaster andet affald ud på vejen, kan man kun ryste på hovedet af.
31. DECEMBER.: HELIKOPTER-MISSION. Natten til nytårsaftensdag dag kører 1. og 3. deling til en britisk lufthavn. Nattens opgave er at blive fløjet ind med helikopter, da missionens område er svært tilgængeligt med bil. Vi ankommer til lufthavnen kl. 03 og flyver kl. 04.
Efter ankomst er der træning i ombordstigning og afsidning - det er nemlig ikke lige til, da det er ret vigtigt at vide, hvilken retning dit gevær skal pege. Skal det være op eller ned? Vil du skyde i motoren eller vil du skyde i tanken? Det er også meget spændende at få deres sikkerhedsoplysninger ved tilfælde af styrt: Grib fat i hvad du kan, og hvis du overlever, så kan alle ruder sparkes ud. Tak for kaffe...
Vi flyver i to slags helikoptere, Merlin og Sea King, jeg tager af sted i Sea King´en og under flyvningen over markerne i 5-6 meters højde sidder maskingeværskytter i åbningerne - taget lige ud af en film. Efter 10 minutter kommer vi ind i målområdet og ser en person flygte ud over markerne. Vi lander i baghaven ved et bondehus, der straks bliver gennemsøgt. Vi leder efter personen, der var flygtet og som troede han kunne skjule sig i en busk.
Men en infrarød projektør havde haft spot på ham, så han er meget synlig for dem med natbriller på, hæhæ. 10 soldater går efter ham, og han flygter igen. "Legen" fortsætter 20 minutter, hvor han konstant er oplyst af infrarødt lys fra luften, til sidst prøver han at gemme sig inde i en halmstak. Da de kommer tilbage til huset med ham, er han meget gennemblødt, bange og træt. Han følger med uden problemer.
10. JANUAR. FRIT IRAK? Dagen i dag er som alle andre - tur til Al Hartha og få gang i noget fælles patrulje med de lokale politifolk, så de lokale kan se, vi samarbejder med dem. Lige som politikeren Villy Søvndal drømmer om, desværre, for hans drøm om, at de irakiske sikkerhedsstyrker er fuldt ud klar til at overtage arbejdet med at passe på Irak. Men i bataljonen har vi fået at vide, at alt fra løjtnant og op efter skal betragtes som en sikkerhedsrisiko grundet korruption og konspiration mod os.
Vi må ikke fortælle dem om noget arbejde og kommende opgaver. På operationer sammen med de lokale, bliver de først informeret i det øjeblik, vi går i gang. Så Villy skal sove mange gange, før hans drøm om det frie Irak går i opfyldelse.
Denne dag er jeg udlånt ud til vores 3. gruppe som sanitetsmand, fordi deres er i Danmark. Vi kommer til byen og får kontakt med disse almindelige politifolk uden grad og spørger om de vil med på patruljer. Det er der ingen ben i, og efter 20 minutter er vi klar til at rulle.
Turen forløber uden problemer og vi lander på politistationen efter at have kørt rundt med dem et par timer. Først på eftermiddagen er min gruppe samlet på stationen igen, da der komme en form for nødkald. Vores 2. gruppe havde været på patrulje et andet sted i byen ca. en kilometer borte, og var kommet i diskussion med nogle lokale folk, der var begyndt at smide med sten og havde slagvåben.
Den fjendtlige gruppe var på en ca. 20 mand og vores var på syv. Vores folk vælger at fortrække, mens de beder om forstærkning fra resten af vores deling. Vi er omkring 30 mand i seks køretøjer.
Vi kommer derop så hurtigt som muligt og hører, hvad der er sket og gør klar til at gå ind i området igen, da de ikke må få den tanke at de kan hundse eller jage med os. Vi gør vores flashbang granater og exitrøg klar. Så vi kører vi ind i midten af bydelen og sætter os på pladsen, hvor det var sket.
Vores delingsførers idé er, at hvis beboerne har noget at klage over, så vil de komme igen og diskutere. Hvis det bare var optøjer, vil de holde sig i skindet grundet mængden af folk.
Vores lille "show of force" virker og efter to timer kører vi igen uden at der skete noget. Det starter også tankerne: Har de virkelig ikke andet at tage sig til end at genere vores patruljer? Hvad med at få smidt alt affaldet op i de beholdere, der står over alt i byen, eller hvad med at få gravet render, så alt det regnvand og kloakafløb, de leder ud på vejen, kan komme væk og ikke danner store søer midt på vejen, som det gør nu.
Man tager sig til hovedet.
Martin Hornsyld afslutter sin tjeneste i Irak om et par måneder.
10. mar. 2006
IRAK-DAGBOG: Efter et halvt år i Basra er panserinfanterist Martin Hornsyld atter tilbage i Hundested - De sidste uger i Irak var præget af Muhammed-sagen, korruption og en hel del hjemlængsel
BASRA/HUNDESTED: Panserinfanterist Martin Hornsyld fortæller om sine sidste uger i Irak, da affæren om Muhammed-tegningerne gav uro i den arabiske verden. Lokalbefolkningen i Basra-området tog dog situationen roligt.
1. FEBRUAR: MUHAMMED-SAG OG KORRUPTION: Vi har skåret meget ned på opgaverne, for vi er begyndt at pakke ned til vores efterfølgere på hold 7. Vi har ikke oplevet problemer med hensyn til Muhammed-tegningerne, selv om det har stået i den "store presse", nok fordi shia-muslimerne har overtallet i vores område, og de har alle et billede af deres profet hængende i deres biler. Det er nok en af de mange forskelligheder mellem shia- og sunni-muslimerne .
Folk har dog spurgt om, hvad sagen drejer sig om, fordi den omtales i de muslimske nyheder. Det er mest venlige folk, der har spurgt om det, dog har enkelte været vrede og forlangt en forklaring, og det har vi så givet dem: En privat avis har trykt billederne, og det har vi intet at gøre med. Dette blev som regel mødt med forståelse. Vredesudbruddene i de danske medier er ikke noget, jeg har kunnet nikke genkendende til i Irak.
Det største problem er, at embedsmændene på nøgleposterne desværre er bundkorrupte og styret af guvernøren, som har indstillet samarbejdet med briterne og derfor også med os. Officielt skyldes det profet-tegningerne og en film, der viste at briterne havde banket unge lokale irakere - uofficielt er årsagen, at vi i januar har fjernet mange oprørere i terroristceller i det sydlige Irak, og fordi oprørerne faktisk var ledende politifolk og direkte på guvernørens lønningsliste. Det kan der tales meget om, men hvad skal man gøre? Arrestere guvernøren med de beviser, man har, eller lade ham sidde og se, hvem han fører os til osv.
Dog har den menige iraker med mine øjne fået mange flere penge mellem hænderne, end dengang jeg var på hold 2 i 2003. Der sker fremskridt, omend langsomt.
Perioden frem til hjemsendelsen har været den længste tid hernede, da arbejdsbyrden er faldet betydeligt i takt med afleveringen af udstyr. Der har været rigtig meget tid, der skulle slås ihjel, og det er svært, når man er vant til at være ude og køre det meste af dagen.
Jeg har fået et rigtigt godt forhold til en af de engelske eskadroner, der er tilknyttet vores bataljon. Det har været et rigtigt spændende at samarbejde med dem, ingen tvivl om at de nok har nogle af verdens bedste soldater og de har deres isenkram i orden. Briterne har Maysan-provinsen, og dér er der stadig sporadiske kampe mellem dem og oprørerne.
10. FEBRUAR: DE NYE ANKOMMER:De fleste fra hold 7 er landet og vi har gjort grejet klar til dem. Vi på hold 6 har haft ting eksploderende om ørerne, og det har de nye på hold 7 jo fået at vide derhjemme. De kom derfor lettere nervøse for, om de skulle i krig og ikke i fredsskabenede øjemed.
Desværre er den måde, vi ser tingene på ikke helt den samme som den, der havner i pressen, og der er stor tilbøjelighed til at gøre det værre, end det er. Det skal siges at det er farligt , og at man skal være vågen, men det er ikke sådan at man er bange for at bevæge sig uden for lejren. Alt for mange nyhedsinstanser bringer nyt fra Bagdad, som er en verden til forskel fra Basra. Vi er respekteret for vores arbejde med den lille genopbygning, og den sikkerhed vi stiller til rådighed for de lokale.
12. FEBRUAR: SIDSTE TUR: Vi er ude at køre med hold 7, og man kan se, at de havde hørt skrækhistorier hjemme. De er en kende nervøse - men mon ikke vi har set ud lige som dem, da vi for første gang kørte i Irak...?
14. FEBRUAR: HJEMREJSE: Så er det hjemrejse for mit vedkommende, og det kan kun gå for langsomt, jeg er blevet ret træt af lave ingenting og har glædet mig meget til at se familien og "konen". Først syv dage hjemme inden debriefing, lægetjek og psykologsamtale på kasernen i Holstebro.
23.-24. FEBRUAR: AFSKEDSFEST OG PARADE: Vi har arrangeret en kompagnifest på Buddy Holly nede i centrum - en dejlig måde at sige farvel til de drenge, man har brugt otte måneder sammen med - i seks måneder har man boet i små containere sammen med to andre. Til slut parade for alle, og der uddeles medaljer til de soldater, som blev såret ved vejbombeangrebet den 1. oktober og der uddeles medaljer til to, som har arbejdet mere end andre. Derefter taler af bl.a. bataljonschefen og forsvarschefen, inden vi "træder af som civile".
Civil! Hvor lang tid har man ikke glædet sig til det - nu glæder jeg mig til at komme hjem og spille rugby på Hundesteds nye rugbybane og træne drengene i Melby i springgymnastik.
Det er dejligt at være hjemme igen!