Til Jens:
Til Anna:
Andreas Agerbech og pietismen i 1740'erne
En af Bornholms histories mest omstridte mænd og betydeligste pietistiske præster var Andreas Agerbech (1701-1770), som efter en barndom i Varde uddannede sig som teolog, men blev tvivlende i troen, drog udenlands og studerede teologi og lægekunst i Halle.
Agerbech blev en ivrig Herrens tjener, som dog ind imellem gik lidt over gevind i den gode sags tjeneste. Det skabte problemer i hans korte karriere fra 1737 som kapellan i det norske præstekald Frederikshald, hvorfra han af Christian VI ved en enkelt lejlighed blev kaldt til København for at fungere som læge. Agerbech havde en ambition om at smide præsternes "babylonske horedragt". Der blev dog ikke alvor af truslen, men for at undgå en sag med efterfølgende tab af præstekjolen fik kongen i 1739 overtalt Agerbech til at underskrive en erklæring, hvor han lovede at følge ritualet og de kirkelige love. Agerbech fik derefter embedet som sognepræst i det lille Povlsker sogn på Bornholm, og der opstod snart en pietistisk vækkelse med tilslutning fra så prominente folk som amtmand J. C. Urne samtidig med, at Agerbech blev en søgt læge. Det glædede nogen og ærgrede andre. Modstanderne fik Agerbech idømt en mindre bøde, men Christian VI opfattede blot sagen som de ortodokses uvilje mod den pietistiske forkyndels e og lod i stedet Agerbech kalde til det gode præsteembede i Klemensker i 1741.
Trods nogen tilbageholdenhed overfor den nye præst lykkedes det alligevel Agerbech at skabe en del vækkelse i sognet og i de omkringliggende sogne. Men modstandere var der jo også her nogle stykker af. Den betydeligste var den bornholmske militskommandant, oberst Jørgen Kruse, som med hjemmel i kongelige forordninger havde givet en brødebetynget korporal og en dragon aflad for deres første lejermål. Kruse forlangte, at Agerbech skulle tage dem til alters, men præsten nægtede, så længe de to soldater ikke havde udstået kirkens disciplin. Kruse klagede til Agerbechs gamle ven Buchhave, der i mellemtiden var blevet provst. Buchhave sluttede sig til Kruses fløj og videresendte klagen til biskop Hersleb, som – forgæves – foreslog et forlig mellem parterne.
I 1743 blev konflikten optrappet. Agerbech holdt jævnligt forsamlinger, blandt andet i kaptajn Tranmoses hjem i Rønne. Ved en sådan lejlighed var Agerbech en dag kommet ind på rådhuset i Rønne, hvor han talte og bad for den dødsdømte barnemorderske Karen Ibsdatter, da provst Buchhave dukkede op og smed Agerbech og hans tilhængere ud. De vakte lod sig imidlertid ikke sådan slå ud, så de fortsatte andagten uden for; men der var opstået en åben konflikt, og snart ville rygterne vide, at Agerbech havde omtalt Buchhave som "den forbandede Kanaljeprovst". Buchhave søgte assistance hos Generalkirkeinspektionskollegiet, som på det tidspunkt allerede havde modtaget den anklagede pastor Agerbechs klage over provstens ærekrænkende udtalelser. Det var dog ikke Buchhave, men derimod Agerbech, der blev midlertidigt suspenderet fra sit embede, medens hans forhold blev kulegravet af en kongelig kommission bestående af justits- og kancelliråd Lauritz Munck og professor og assessor i konsistoriet Jeremias Friderich Reuss.5 20
Kommissionen skulle vurdere og dømme Jørgen Kruses anklage angående de to soldaters nægtede altergang samtidig med, at Agerbechs brud på ritual, lov, sæd og skik blev undersøgt ved hjælp af indkaldte vidner og skrivelser.521 Kommissoriet blev udstedt den 6. september 1743, og inden længe væltede en mangfoldighed af beskyldninger frem:
Først og fremmest havde Agerbech ikke fulgt sin provsts henstillinger og taget soldaterne til alters. Det nægtede Agerbech imidlertid, som dog også blev beskyldt for på prædikestolen at have brugt gloser som "skidt", "lort" og – med hånden på Bibelen – sagt "skide være med dem". Folk i menigheden skulle angiveligt være holdt fra Herrens bord i to til to et halvt år. De udensogns forsamlinger i Rønne og ikke mindst andagten for den dødsdømte Karen Ibsdatter stod også i Agerbechs synderegister i selskab med beskyldninger for drukkenskab, ritualsjusk, selvtægt og meget andet. Den øverste offentlige anklager, generalfiskal Smith, krævede derfor Agerbech fradømt embede, kjole og krave.522
Agerbech var ikke til sinds at acceptere anklagerne og mente, at han blev kaldt streng, fordi han brugte megen energi på at bekæmpe synden. Han følte sig overhørt af alle, deriblandt også provsten, som burde suspenderes, fordi han havde taget de to soldater til alters!523
Biskop Peder Hersleb, hvis sympati var på anklagerens side, blandede sig overhovedet ikke i kommissionsarbejdet, som blev afsluttet på et møde i København den 21. april 1744. De to kommissionsmedlemmer Munck og Reuss kunne imidlertid ikke enes om en fælles afgørelse i sagen, men var trods alt enige om, at præsten kunne beholde sit embede.524
Munck ønskede Agerbech pålagt en stribe bøder til de fattige i Klemensker, Rønne og på Christianshavn samt en tilbagetrækning af alt, hvad han havde sagt og skrevet imod biskop Hersleb, kommandant Kruse og provst Buchhave. Agerbech skulle herefter holde sig til loven, Kirkeritualet og Generalkirkeinspektionskollegiets bestemmelser.525
Reuss fandt slet ikke hovedanklagen bevist og fandt det kun nødvendigt med en mindre bøde. Agerbech havde til gengæld lidt så stor skade på gods og ære, at det måtte genoprettes.526
Afgørelsen lå i kongens hånd, og kongen var den pietistiske præst venligt stemt, så Agerbech slap med en skarp irettesættelse og ingen bøder. At Agerbech var et vanskeligt gemyt, stod dog ikke til at ændre, så i 1756 blev han forflyttet til garnisonskaldet på Christiansø, men da var tronen for længst overtaget af Frederik V. Også på Christiansø blev der hurtigt uro, som allerede året efter resulterede i, at Agerbech selv søgte sin afsked med en trediedel pension. Indtil sin død i 1770 ernærede Agerbech sig som læge i Svaneke.527
Det interessante er nu: hvorfor afgjorde Christian VI sagen, som han gjorde, og hvilke interesser skulle det mon tjene?
Der er to personer, som er vigtige i denne sammenhæng. Jeremias Friderich Reuss var den ene. Han blev ansat på universitetet i 1732 og skulle blive den første, der tegnede en pietistisk linie i dansk teologi. Selv om Reuss absolut var en gevinst for det akademiske niveau, blev han alligevel lagt for had af ortodokse teologer for sin interesse for Christian Wolffs overvejelser om en naturlig teologi.528 Reuss var principielt imod teologernes rolle som – ganske vist kun rådgivende – domsmagt og blev den, der indefra gjorde op med den teologiske indflydelse på straffesager. Når professorerne af kongen blev bedt om at udtale sig i straffesager, indtog Reuss almindeligvis et særstandpunkt og benyttede selv den mindste formildende omstændighed til at indstille til benådning. Men kongen lyttede til Reuss' vurderinger, og det fik stor betydning, ikke mindst i blodskamssager.529 I sagen om Andreas Agerbech var pietisten Reuss sat til at dømme en anden pietist, og for pietister var det ikke ligegyldigt, hvem der bl ev taget til alters. Reuss og Agerbech var med andre ord ikke særligt uenige.
Den anden vigtige person var hofpræst Johan Bartholomæus Bluhme, som efter eget udsagn havde afgørende indflydelse på Christian VI. Hofpræsten var meget positivt stemt overfor Agerbech og dennes store indsats for de arbejdsløse og skolevæsenet.530
Da Christian VI skulle afgøre pietisten Agerbechs sag, rådførte han sig altså med to pietister, og i det perspektiv er resultatet ikke særligt overraskende. Kongen måtte jo følge sin egen pietistiske overbevisning og gøre det, der tjente Vorherres sag bedst!